I benzinmotorer antændes gassen nu altid af en elektrisk gnist. Til at frembringe strømmen kan man anvende de sædvanlige strømkilder - akkumulatorbatteriet, gal-vaniske elementer eller dynamomaskiner.
Den elektriske gnist, der skal opstå i kompressionsrummet, kan frembringes på to måder:

Fra en strømkilde føres en ledning fra positiv og en anden fra negativ pol, og enderne berører hinanden. Strømmen cirkulerer nu fra + til -, men i det øje-blik, ledningerne rives fra hinanden, vil der springe en gnist fra den positive til den negative spids eller "elektrode" og da strømkildens spænding kun behøver at være ganske få volt, kaldes metoden : Lavspændt strøm med afrivegnist.

Ledningerne fra strømkilden berører ikke hinanden, men anbringes således, at der er en afstand af ca. 0,5 mm mellem de to trådender. Strømmen vil da som en gnist springe gennem luftrummet, hvis spændingen er tilstrækkelig, d. v. s. 10 à 15000 volt. Denne metode at frembringe en gnist på kaldes : Høj-spændt strøm med springgnist, og denne kan atter deles i batteritænding og magnettænding.
 

Ved den førstnævnte metodes anvendelse i praksis udvikles strømmen i det såkaldte "lavspændingsmagnetapparat" der i hovedsagen består af en permanent hestesko-magnet, mellem hvis poler et anker kan svinge frem og tilbage. ankeret består af en blød jernkerne beviklet med en isoleret kobbertråd. Ved at dreje ankeret i det mag-netiske felt mellem magnetens poler udvikles der som bekendt en elektrisk strøm. Denne ledes ind i kompressionsrummet, hvor den automatisk afbrydes i det øjeblik, ladningen skal tændes. Fig. 37 viser en ret almindelig udførelsesform: På enden af ankerakslen er fastspændt en arm, der holdes i stilling af to kraftige fjedre. Anslaget på den roterende aksel fører armen bort fra midtstillingen, fjedrene spændes, og i samme øjeblik armen slippes, svinger den tilbage og lidt forbi midtstillingen, hvorved strømkredsen brydes i kompressionsrummet, og der opstår en gnist.
Metoden, der endnu kan træffes på enkelte gamle motorer, bruges ellers ikke mere, da den i alle henseender står tilbage for "tænding ved højspændt strøm", særlig hvor det drejer sig om hurtiggående motorer.

Fra et akkumulatorbatteri med en 6 à 12 volt spænding føres en isoleret kobbertråd i forholdsvis få vindinger omkring en jernkerne. Som bekendt gør strømmen jernet mag-netisk. Lægges der nu en ganske tynd, isoleret tråd i en mængde vindinger uden om den første bevikling, har man den såkaldte "induktionsrulle" eller "spole", der tjener til at omsætte strøm af lav spænding til strøm af høj spænding. Afbrydes nemlig strøm-kredsen med den lavspændte strøm - den "primære strømkreds" - mister jernet sin magnetisme, de magnetiske kraftlinier forsvinder, og der induceres en strøm i den tynde ledning - den "sekundære strømkreds".
Da den inducerede strøms spænding vokser med antallet af vindinger i den sekundæ-re strømkreds, kan man få enhver ønskelig spænding ved at lægge den sekundære be-vikling i tilstrækkelig mange vindinger om jernkernen - altså også de ønskede 10.000 á 15.000 volt. - Selvfølgelig aftager strømstyrken i samme forhold som spændingen sti-ger. Når den primære strømkreds brydes, vil der opstå en selvinduktion i denne, der dels vil forhale ændringen i magnetfeltet og derigennem forringe den inducerede strøm, og dels vil fremkalde en gnist - "åbningsgnisten" - der, hvor strøm-kredsen brydes.
Selvinduktionen formindskes ved at indskyde en"kondensator", der består af tinfolie-plader adskilt af glimmer.
Helt undgås åbningsgnisten dog ikke, og metallet på berøringsstedet ville hurtigt bli-ve ødelagt, hvis der ikke på dette sted anvendtes platin. - På vedføjede skitse, Fig. 38, er antydet princippet i batteritændingen.
Fra akkumulatoren A føres den primære strømkreds i forholdsvis få vindinger om jern-kernen M og tilbage til den negative pol.

Den sekundære strømkreds lægges i mange vindinger uden om den primære, og dens ene ende føres til tændrørs-elektroden T, medens den anden mas-seforbindes, d.v.s. forbindes med mo-torens jerndele. Skal batteritændingen anvendes i en 4 cyl. motor, indskydes fordeleren F i den sekundære strøm-kreds, og den primære strømkreds af-brydes 4 gange for hver periode ved "platinerne" P. Afbrydelsen kan ske ved, at akslen, der er firkantet, på et stykke drejer rundt med samme hastig-hed som knastakslen. K er den ind-skudte kondensator.

Da akslen, der besørger afbrydelsen af den primære strøm, og akslen, hvorpå forde-lerarmen sidder, skal gå med samme hastighed, vil en fælles aksel kunne besørge beg-ge funktioner, som vist på Fig. 39. N er her afbrydermekanismen, der fire gange for hver omdrejning bryder den primære strømkreds ved platinerne P. Strømmen kommer fra akkumulatoren og går omkring spolen gennem akslen og tilbage gennem massen.
Den sekundære strøm ledes til fordelerstiften, der sidder centralt i forhold til den ro-terende aksel. En fjeder på fordelerarmen F presser mod fordelerstiften.
Idet armen roterer passerer den meget nær forbi de fire kontaktstifter, dog uden at røre dem. Det ganske ringe mellemrum (ca. 0,2 mm) vil dog ikke hindre den højspænd-te strøm i at springe over, og friktion og slid undgås.
Skiven, der bærer afbrydermekanismen, er til at stille lidt frem eller tilbage, hvorved tidspunktet for tændingen kan afpasses efter behov.
Indstillingen af fordelerarmen må naturligvis altid foretages således, at armen står ud for en kontaktstift i det øjeblik, afbrydelsen finder sted.

Hvis motoren standses i det øjeblik, platinerne berører hinanden, vil batteriet aflades. Man bør derfor altid huske at bryde strømkredsen med omskifteren O. Skulle det glemmes, vil modstanden R dog hindre en altfor voldsom afladning, idet den under en sådan vil opvarmes stærkt, og modstanden vil dermed øges så meget, at afladningen delvis standser.