Medens batteritænding anvendes i biler, hvor der alligevel skal anvendes strøm til selvstarter og lys, anvendes der næsten altid "magnettænding" til traktorer, bådmo-torer og stationære motorer. Til at frembringe strømmen anvendes et højspændings-magnetapparat. Højspændingsmagneten eller "magnetapparatet", som det populært kaldes, består ligesom lavspændingsmagneten af en eller flere permanente hestesko-magneter med påskruede polsko af blødt jern.

Der opstår nu et magnetisk felt mel-lem polerne, hvori et anker roterer, men medens der på lavspændings-magnetens anker kun fandtes een spole, så er der på højspændingsmag-netens anker to spoler, der minder en del om spolerne på induktionsrullen - en tyk i få vindinger, der brydes au-tomatisk, og en tynd i en mængde vindinger, hvori der induceres en høj-spændt strøm, hver gang den svære ledning brydes. Benævnelserne er og-så de samme begge steder, idet den svære ledning med de få vindinger kaldes "den primære strømkreds" og den tynde ledning med de mange vin-dinger "den sekundære strømkreds".
På Fig. 40 ses et billede af et mag-netapparat fra det verdenskendte fir-ma Bosch i Stuttgart.

For at give et begreb om magnetens virkemåde er der lagt et snit på langs gennem den, og i Fig. 41 er skematisk antydet dens vigtigste dele.
På det roterende anker findes den primære strømkreds, hvis ene ende forbindes til "massen", medens den anden føres isoleret gennem kondensatoren og den hule an-keraksel til "knikseren", der er en afbrydermekanisme, der virker på følgende måde: På en skive på ankerakslen sidder den isolerede arm A med en skrue, der berører en skrue i en vinkelvægtstang C. Denne er drejelig omkring O. En fjeder F holder de to skruer mod hinanden, og strømkredsen er sluttet gennem "massen". Uden om den ro-terende skive er anbragt en ring med knasterne E, og hver gang vægtstangen pas-serer knasterne, afbrydes strømkredsen ved skruerne P ("platinerne"), altså to gange for hver omdrejning af akslen. Afbrydelsen kan indstilles til at foregå lidt før eller se-nere ved at dreje håndtaget, der sidder på ringen, mod eller med omdrejningsretnin-gen .

Vi vender nu tilbage til den sekundære strømkreds, hvis ene ende ligeledes er for-bundet til "massen", medens den anden er ført til slæberingen K og derfra gennem kulbørster til fordelerskiven, hvis indretning og virkemåde svarer til den tidligere un-der batteritænding beskrevne fordeler. Fordelerakslen drives fra ankerakslen gennem tandhjul, hvis tandantal forholder sig som 2 :1.
Da nu den primære strømkreds brydes to gange for hver omdrejning af ankeret, vil der induceres 4 strømstød i den sekundære ledning for hver omdrejning af fordeleren.
Fra denne føres de fire ledninger til hver sit tændrør, hvorfra strømmen ledes retur gennem "massen", d.v.s. motorens jerndele.
Hvis motoren drejes, medens tændrørene er fjernede, eller hvis et af tændrørene ikke tænder, så vil spændingen stige, og der kan være fare for kortslutning mellem anke-rets vindinger; forinden vil strømmen dog kunne udlades gennem sikringen S.
Da strømstyrken i en spole er afhængig af antallet af magnetiske kraftlinier, der o-verskæres, vil strømmen to gange få maksimum for hver omdrejning af ankerakslen.
Afbrydes strømkredsen netop i dette øjeblik, fås altså den kraftigste gnist, men da motoren skal starte på "lav" og senere køre på "høj" tænding, kan man ikke i begge tilfælde få den kraftigste gnist, men må nøjes med et kompromis!
 

Ved magnetapparater med roterende aksel er der den ulempe, at gnisten bliver sva-gest ved langsom gang, altså også under start, hvor man netop har brug for den kraftigst mulige gnist.
Ulempen kan overvindes ved at indskyde en "impulskobling" mellem ankeret og den drivende aksel.
Princippet i den nævnte kobling består i, at ankeret holdes tilbage under første del af bevægelsen, medens en fjeder samtidig spændes, men pludselig udløser en palmeka-nisme ankeret, der nu af fjederen drives frem med stor fart. Herved fås en kraftig gnist straks efter start, og man risikerer ikke, at motoren slår tilbage. Når motoren kommer op i fart udløses palmekanismen automatisk.
 

En højspændingsmagnet af de kendte mærker er særdeles driftsikker og kræver kun meget lidt tilsyn. - Et par dråber tynd smøreolie i hvert smørehul om måneden er alt, hvad der behøves af smøring. Afstanden mellem platinerne kan i tidens løb blive for stor og må da indstilles til ca. 0,4 mm (ofte følger der en "lære" med magnetappara-tet, beregnet for denne indstilling). Der kan afsætte sig fugtighed på platinerne, som kan bevirke, at strømkredsen ikke brydes, eller der kan afsætte sig urenheder eller tyk olie på disse og forhindre en god kontakt.
Fordeler og kummutatorkullene slides i tidens løb og må fornyes, eller fjederen, der holder kullene mod kontaktfladen, må strammes. Slæbering og fordeler må aftørres med en blød klud. Opstår der stærke gnister mellem platinerne således, at disses kontaktflader ødelægges, kan kondensatoren være i uorden, ledningen der fører til "massen", kan være løs, eller "platinerne" kan være af mindre holdbart materiale end platin.
For at undersøge tændingen skruer man ofte tændrørene ud, lægger dem på motor-blokken og drejer motoren hurtigt rundt med startsvinget. Hvis gnisterne da viser sig at være svage og rødlige, kan man ikke være sikker på at få en god kraftig tænding, når tændrøret sidder på sin plads i den komprimerede luft, hvor modstanden er langt større mod gnistens overspring end i fri luft. Det kan da være magneten, der i tidens løb har mistet noget af sin magnetisme, og man vil da stå sig ved at få den opmag-netiseret på en specialfabrik. Særlig ved motorer med høj kompression, som f.eks. ved gasmotorer, er det af største vigtighed, at magnetapparatet giver kraftige gnister.