|
Ved
automobiler og traktorer er man af hensyn til vægten
nødsaget til at nøjes med en forholdsvis lille vandmængde,
der så stadig må cirkulere. Til at bortføre varmen fra
vandet anvendes de såkaldte "kølere", der i hovedtrækkene
består af en underste og en øverste vandkasse, der er
forbundne med et system af tyndvæggede metalrør. Køleren
anbringes som regel foran på automobilet således, at luften
under farten fremad drives ind mellem kølerørene. Den derved
opnåede lufthastighed vil dog som regel være utilstrækkelig,
i særdeleshed ved langsom kørsel eller stilstand. Man
anbrin-ger derfor altid en af motoren dreven ventilator lige
bag ved køleren til yderligere at fremme luftcirkulationen.
Da køleren i høj grad præger hele automobilets udseende, er
der naturligvis i tidens løb fremstillet kølere af meget
forskelligt ydre og iøvrigt også af indre, hvis dermed
forstås rørsystemet, der forbinder samlekasserne. Fælles for
alle kølere er dog, at de er lidet modstandsdygtige overfor
ydre vold, at de er dyre og vanskelige at reparere, hvis de
bliver utætte, og at de let fryser i stykker, hvis vandet
ikke tappes af i frost-vejr.
De snævre kølerør, der kan være lige, med cirkulært
tværsnit, men ofte består af flade lameller, er desuden
udsatte for at blive snavsede både ud- og indvendig, medens
ydre snavs let lader sig fjerne, er det overmåde vanskeligt,
ja ofte umuligt at fjerne urenheder på rørenes indvendige
flade. Man bør derfor kun påfylde absolut rent køle-vand,
men dette er ikke nok, vandet bør også være blødt,
d.v.s. indeholde mindst mulige mængder af føromtalte
kedelsten, der ellers delvis udskilles under opvarmning og
afsætter sig på de indre rørflader og i motorens kølekappe,
hvorved kølingens ef-fektivitet nedsættes. Hvis samme
vandmængde stadig cirkulerer, vil kedelstenslaget dog kun
blive ubetydeligt, men hvis der stadig må påfyldes frisk og
eventuelt hårdt vand, enten fordi køleren er utæt, eller
fordi vandet i køleren kommer i kog, er faren for en
tilsaltning overhængende.
For at skåne køleren for de direkte rystelser fra motoren
forbindes denne med hin ved hjælp af korte kautschuk-slanger,
og for at få vandet til at cirkulere i systemet kan man
indskyde en pumpe, der trækkes af motoren som skematisk
antydet på Fig. 70; a og b er vandbeholdere,
c er rørsystemet med køleribber, der forbinder disse,
rørene her har cirkulært tværsnit. P er
cirkulationspumpe og V ventilator, begge drives af
mo-toren, o er et overflodsrør, der hindrer overtryk
i køleren.
Pumpen kan
dog også helt undværes, hvis forbindelsesrørene fra motor
til køler er til-strækkelig vide, og toppen af køleren er en
del højere end toppen af motor, Fig. 71. Vandet vil da komme
i cirkulation ved at opvarmes i motoren, hvorved det udvider
sig - bliver "lettere" og stiger opad, - hvorefter det
"tungere" vand fra køleren strømmer efter, og cirkulationen
er i gang. Det sidstnævnte system kaldes "Thermosyphonkø-ling",
men er i virkeligheden langt mindre kunstigt end navnet og
udmærker sig netop ved sin simpelhed, idet både pumpen og
trækket til denne kan undværes. Cirkulatio-nen foregår dog i
reglen noget langsommere ved thermosyphon- end ved
pumpekø-ling, hvorfor køleren her må gøres noget større. I
tilfælde af vandmangel (noget der aldrig bør ske!) vil faren
for en ødelagt motor være størst ved thermosyphonsyste-met,
da cirkulationen af vandet fuldstændig ophører, så snart
vandstanden synker lidt under afgangsrøret. Hvor der er
indskudt pumpe, vil vandet derimod vedblivende cir-kulere,
selv om der er vandmangel, men kølingen bliver naturligvis
mindre effektiv.
Der kan således nævnes fordele og mangler ved begge
systemer, og de anvendes da også begge, omend pumpekøling
mere og mere fortrænger thermosyphonkølingen, der nu mest
bruges ved små og billige motorer. |
