Til traktorer, stationære motorer og mange bådmotorer foretrækkes den billige pe-troleum frem for den dyrere benzin. Forskellen på brændværdien er ikke væsentlig på de to væsker, og pr. varmeenhed er petroleum derfor som regel langt den billigste. Ved anvendelsen af petroleum til motorer med elektrisk tænding klæber der dog visse mangler og ulemper - Motoren må startes og køres varm på benzin, forbrændingsluf-ten må forvarmes, hvorved den udvider sig og fylder mere end kold luft; der kan føl-gelig ikke forbrændes så meget brændsel, og hestekraften aftager.
Det er også en ulempe ved petroleum, at den ikke tåler så stærk kompression som benzin.
En ganske almindelig benzinkarburator kan dog uden ændringer, kun ved fornyet ind-stilling, anvendes til petroleum, men luften må altså forvarmes, og hvis motoren tid-ligere har gået med benzin, skal kompressionsrummet forøges. Forvarmningen af for-brændingsluften sker altid ved hjælp af de varme forbrændingsprodukter, men kan i øvrigt iværksættes efter tre forskellige principper.
 

Den sidstnævnte metode, der vist må betegnes som den bedste af de tre, da den sikrer en fuldstændig fordampning og alligevel giver god fyldning, fordi spædeluften er kold, er først anvendt af Ellehammer i hans petroleumskarburator og senere af Ford i Fordson-traktoren.
Princippet i denne ford-karburator med forvarmer er vist skematisk i Fig. 47.
 

Røret R, hvorigennem frisk luft strømmer til karburatoren, forvarmes af udstødnings-produkterne U. Gennem kaliberhullet K, hvis lysning kan reguleres med en nåleventil, tilføres al brændslet, men da luftmængden kun er ringe, dannes der en overfed gas. Denne fede blanding føres nu gennem varmekammeret S, der er omgivet af forbræn-dingsprodukterne U. forvarmningen bliver derved meget effektiv, så et hvert væske-stænk vil fordampe. Den overhedede fede gas går nu videre i pilens retning, indtil den tilføres en stor mængde kold spædeluft gennem spædeluftventilen V. I sugeledningen sidder luftspjældet T.