Da der ikke stilles nær så store fordringer til stationære motorer som til mobile moto-rer med hensyn til lave hastigheder, hurtig acceleration, blød gang o.s.v., kan karbu-ratorerne gøres betydelig simplere, og navnlig udelades tomgangsdysen, og brænd-selsoliemængden afpasses i reglen ved håndindstilling, hvilket dog i den ukyndiges hånd medfører en stor fare for et alt for stort forbrug og tilsodning af motoren.
Dette vil således ofte være tilfældet, hvis man anvender samme indstilling af nåleven-tilen, enten motoren går stærkt eller svagt belastet.
Ved bremseforsøg har det således vist sig, at en motor der ved fuld last brugte 0,40 kg pr. HK time, kom op på 0,70 kg pr.HK time ved halv last, hvis der ingen indstilling foretoges, hvorimod forbruget kom ned på 0,48 kg pr. HK time ved rigtig indstilling.

Det er dog vist et stort spørgsmål, om man i almindelighed tør regne med en sådan omhyggelig indregulering sva-rende til de forskellige belastninger, og om ikke fabrikanterne i højere grad burde søge at gøre karburatorerne automatisk virkende på lignende må-de, som vi foran har hørt om automo-bilkarburatorerne.
En tiltalende petroleumskarburator for stationære motorer er vist i Fig. 35 og skyldes Bukh, Kalundborg.
Virkemåden, er ved denne som ved de fleste af disse karburatorer overmåde enkel og kræver ikke megen forklaring.

Svømmerhuset fyldes før starten med benzin, , og når denne er omtrent opbrugt, er motoren så varm, at der kan lukkes op for petroleum. Står der petroleum i svømmer-huset før starten, må den tappes fuldstændig af, forinden benzinen fyldes på.

Luftspjældet lukkes delvis under start for at få en fed gas, og efter start åbnes det forsøgsvis mere og mere. med stilleskruen S kan man afpasse brændselsmængden.
Fig. 36 viser en petroleumskarburator i snit, der anvendes på en meget ud-bredt amerikansk motor. Svømmeren er her udeladt, og den konstante væskehøjde fås ved, at en af motoren dreven pumpe pumper brændselsolien op i beholderen A, der er forsynet med tilbageløb. Under start lukkes luftspjældet L, og det åbnes først ef-terhånden, som motoren bliver varm. Foruden den på tegningen viste nåle-ventil N, der tjener til at indstille pe-troleumsmængden, findes endnu to ganske tilsvarende nåleventiler (ikke vist) for henholdsvis vand og benzin.

For at kunne gå med omtrent samme kompression, hvad enten der bruges petroleum eller benzin, og alligevel få en nogenlunde blød gang af motoren samt undgå fortæn-dinger, anvendes undertiden "direkte vandindsprøjtning", d.v.s., at vand i dråbevis tilføres den indsugede gas og ved at fordampe i cylinderen nedsætter dennes tempe-ratur, vandet, eller rettere de overhedede dampe, har dog sikkert også en sekundær og gavnlig indflydelse på brændslets spaltning og fuldstændige forbrænding. Resultatet er i hvert fald gunstigt for brændselsolieforbruget, men motoren vil kræve mere tilsyn, idet vandmængden må afpasses efter belastningen, og desuden kan vandindsprøjtningen have en skadelig indflydelse på motorens holdbarhed. -

I en petrolumsmotor med elektrisk tænding bør forvarmningen altid være tilstrækkelig, d.v.s. så stærk, at alle petroleumsstænkene er fuldstændig fordampede, i modsat fald tabes i brændsel, tændingen ødelægges, og den uforbrændte petroleum blandes med smøreolien og ødelægger denne. En for stærk overhedning vil dog have en nedgang i kraftydelse til følge, og forvarmningen bør derfor helst kunne reguleres i forhold til belastningen og den udvendige lufts temperatur.

Da en motors økonomi og gode gang i så væsentlig grad er afhængig af karburatorens rigtige indstilling, bør man ikke spare sig tid og ulejlighed for at få denne foretaget så rigtig som muligt. Indstillingen vil i det enkelte tilfælde afhænge af karburatortypen, men som almengyldige regler kan anføres, at man giver rigelig fed "gas" til at begynde med, men efterhånden tager man mere og mere benzin fra motoren, til man konsta-terer, at den ikke længere kan yde sit største arbejde (f.eks. tage en svær bakke u-den gearskiftning), hvis benzintilførslen yderligere mindskes. Varieringen af tilførslen sker let ved strålerør med indstillelig nåleventil. Når strålerøret har konstant lysning som ved zenith og de fleste moderne karburatorer, kan hele røret omskiftes med et andet med 5 % større eller mindre lysning. Ved zenith-karburatorer skal tomgangsdy-sen indstilles for sig og derefter de to strålerør. Det må her erindres, at kompensato-ren er den dominerende ved langsom gang og hovedstrålerøret ved hurtig gang, d.v.s., at hvis gassen er for mager, når sugningen er svag, så er det kompensatoren, der skal være større, og er den for mager ved stærk sugning, så er det hovedstråle-røret, der bør ombyttes med et større.
Indstillingen er dog ingenlunde nogen let sag, og kræver både tid og erfaring, så hvis motoren går tilfredsstillende, skal man betænke sig to gange, før man forandrer på indstillingen, og man bør i hvert fald være sikker på, at man kan finde tilbage til den oprindelige indstilling igen.
Ingen indstilling må påbegyndes, forinden motoren er helt gennemvarm, og tændin-gen fuldstændig er i orden.
En rigtig indstillet karburator skal give jævn, blød gang uden udsættere, uden "røg" i udstødningen og uden knald ud gennem indsugningsrøret.
Medens gråsort røg i udstødningen, overhedet motor og hård gang med knald i lyd-potten og sodede tændrør er tegn på for fed gas, så er knald ud gennem karburato-ren, ujævn gang med udsættere, og ringe trækevne tegn på for mager gas. Disse tegn angiver ydergrænserne, men selv om motoren tilsyneladende går godt uden ud-sættere og uden røg, så kan den dog ofte gå med unødig fed gas, og der vil ofte kunne spares betydeligt i brændsel, hvis man ville have ulejlighed med at foretage en lidt hyppigere gearskiftning.